Forside Jammerbugt Forside Fra barndommens Nørhalne til international luftfart

Foreningen blev stiftet den 26 april 1978 af en gruppe lokale borgere. Foreningen er en af de fire arkiver i den forhenværende Aabybro Kommune, derudover er der Egnssamlingen.
I dag har foreningen ca. 500 medlemmer fordelt på 300 husstande.
Foreningen har til huse i kælderen, Østre sikringsrum på Biersted Skole, Idrætsvej 11. Foreningens opgave er at registrere og opbevare indleverede billeder, arkivalier og museumsting på bedste måde, og sørge for at de er tilgængelige for alle, som måtte have interesse i at se det.
Foreningen har i dag ca. 4000 fotos, ca. 1300 små museumsting og 380 arkivfondsnumre. Disse ting er indleveret af ca. 415 givere.
Foreningen er fortsat interesseret i flere ting.

___________________________________________________________

 

Fra barndommens Nørhalne til international luftfart

 

 

  

Et foredrag med lufthavnsdirektør, Søren Svendsen – en Nørhalne-dreng.

  

Det blev en overvældende succes, da Biersted/Nørhalne Lokalhistoriske Forening den 16. marts 2015 for første gang havde arrangeret et af deres årlige arrangementer på Nørhalne skole.  Med et fremmøde på ca. 150 deltagere, som kom for at høre Søren Svendsen fortælle om sin opvækst i Nørhalne og frem til i dag, hvor han er direktør for Aalborg Lufthavn, kan bestyrelsen kun være meget tilfreds.

 

Søren Svendsen stod ved indgangen til aulaen og hilste personligt på alle. Han var rigtig spændt på at se, hvem der mødte op! – Om det var nogen, han kendte fra barndommens og ungdommens dage - og kunne genkende?

 

Sørens barndoms gade er nuværende Bygaden. Han er født  i 1952 hjemme hos sine bedsteforældre i Bygaden 20. Hans bedstemor var hjemmesygeplejerske og udøvede tillige forretning i fransk  vask og strygning. Hans bedstefar var murermester.  Hans forældre er Tove og Niels-Karl Svendsen.

 

Han huskede alle de forretnings- og erhvervsdrivende, der tidligere har været i Bygaden:

 

På den ene side brugsen, købmandsgården, smed Krogh, Valdemar Larsens landejendom, Karen Madsens manufakturforretning (Nørhalnes tatol), brød Mettes brødudsalg, slagter Jørgen, vognmand Landgrebe, murermester (murer-Søren) Henning Sørensens barbersalon og den kommunale stenplads.

 

På den anden side smed-Marinus, cykelhandler Jens Peter, Kresten Pedersens tømrerværksted,  Nørhalne mejeri, Siska syerske, Svendsens landejendom, Poul Erik bageri og forsamlingshuset.

 

Hertil kommer Nørhalne Rutebiler, ejet af Holger Christensen, som havde til huse på Bakmøllevej, lige for enden af Bygaden.

 

Og ikke at forglemme Idrætsforeningen FREMAD Nørhalne, som altid har været et stort aktiv for Nørhalne.

 

Han husker tilbage til de mange kammerater. Bl.a. dem han spillede musik sammen med. Han spiller stadigvæk musik. Han samler på gamle plader, specielt er det coweret, der er interessant, på gamle blade og han er ejer af lærer Nielsens gamle violin – et fantastisk klenodie.

 

Søren Svendsen var helt tilbage i ”barndommens land”  -med mange dejlige minder, oplevelser og erfaringer, som har beriget hans liv og færden.

 

Og så over til international luftfart – helt præcist til Aalborg Lufthavn, som Søren Svendsen har været en del af i mange år. Der er ingen tvivl om, at han har korpsånd, ja hans hjerte banker for Aalborg Lufthavn, som i dag er en helt fantastisk drevet virksomhed, der overstråler de øvrige lufthavne i Danmark, når vi snakker markedsføring, drift og udvikling.

 

Hvem er Aalborg Lufthavns kunder? Svaret kommer prompte fra Søren Svendsen. Det er dem, der køber billetter! – Ikke flyselskaberne.

 

Og frontpersonalet er de vigtigste medarbejdere. Det er dem kunderne møder. Dem der yder service til kunderne og møder dem i check-in. – Dette møde betyder alt i forhold til, at kunderne vender tilbage.

 

Og der kommer fortsat flere og flere kunder til Aalborg Lufthavn. Ja de kommer sågar fra andre lande for at flyve fra Aalborg.

 

Søren Svendsens tvangstanke er, at alle medarbejdere skal have samme viden om arbejdspladsen, Aalborg Lufthavn, som ledelsen og bestyrelsen har. – Først da kan de yde den allerbedste kundeservice.

 

Dette koncept er i øvrigt helt i tråd med tidligere direktør i SAS,  Jan Carlsons ide om frontmedarbejdere. Måske har Søren Svendsen lært det, da han var ansat SAS?

 

Søren er helt klart en dygtig erhvervsleder, en ildsjæl, der brænder for at gøre Aalborg Lufthavn til den bedste i Danmark, når vi snakker markedsføring, drift og udvikling.

 

Han har formået at skabe korte beslutningsveje i et fint samarbejde med bestyrelse, politikere og det øvrige erhvervsliv i Nordjylland.

 

Det kan vi være stolte af i Nordjylland!

 

  

  

images2
img_2008
img_2012
img_2016
img_2019
img_2022
img_2024
img_2026
img_2027
img_2032
img_2035