Forside Jammerbugt Vedtægter

Vedtægter Egnssamlingen Aabybro

Vedtægter for Egnssamlingen Aabybro godkendt på generalforsamlingen maj 2017.

Pag. 1: Egnssamlingens navn er ”Egnssamlingen Aabybro” og dens hjemsted er Aabybro i Jammerbugt Kommune

Pag. 2: Egnssamlingen er en selvstændig institution og har til formål at:
- indsamle, registrere og bevare større genstande såsom landbrugsredskaber og maskiner, industrimaskiner og større håndværksmaskiner m.v., som ikke kan eller ønskes opbevaret af kommunens lokalhistoriske foreninger.

- der skal være offentlig adgang til de indsamlede gen-stande

Pag. 3: Egnssamlingen drives med midler tilvejebragt gennem tilskud fra stat, amt, kommune, institutioner og foreninger og med kontingent fra medlemmer samt indtægter ved arrangementer og lignende.

Pag. 4: Som medlemmer kan optages alle interesserede. Foreninger, institutioner og virksomheder kan optages med rettigheder svarende til et medlemskab.

Pag. 5: Egnssamlingens opgaver varetages af en bestyrelse på 5-7 medlemmer.
I lige år vælges 2 eller 4 medlemmer og i ulige år vælges 3 medlemmer. Valget gælder for 2 år. Genvalg kan finde sted.

Pag. 6: Bestyrelsen konstituerer sig med en formand, næstformand, kasserer og sekretær. Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst halvdelen er fremmødt. Beslutningerne træffes ved simpel flertal. Ved stemmelighed gør formandens eller fungerende formands stemme udslaget.

Sekretæren fører protokol over bestyrelsens forhandlinger. Egnssamlingen tegner sig ved underskrift ved formand eller ved dennes fravær af næstformand og sekretær.

Såfremt der ydes årligt kommunalt støtte til Egnssamlingen, kan et medlem af kommunens kulturudvalg deltage i bestyrelsens møder med rettigheder truffet på generalforsamlingen.

Pag. 7: Bestyrelsen udpeger eller ansætter en leder til at forestå Egnssamlingens daglige drift. Bestyrelsen kan anmode frivillige om at deltage i vedligeholdelse m.v. af det indsamlede materiel.

Pag. 8: Bestyrelsen påser og har ansvaret for, at Egnssamlingens genstande opbevares betryggende, er forsvarligt registreret og at de er offentlig tilgængelig med fast åbningstid.
Bestyrelsen er ansvarlig for udarbejdelse af en arbejdsplan og et budget og overholdelsen heraf.
Bestyrelsen afholder mødevirksomhed efter behov med henblik på Egnssamlingens virksomhed.
Bestyrelsen påser, at forsikringer tegnes efter behov.

Pag. 9: Egnssamlingens regnskab følger kalenderåret og revideres af Egnssamlingens revisorer. Pengemidler, som Egnssamlingen råder over, skal indestå i en for Egnssamlingen oprettet konto i et pengeinstitut.


Pag. 10: Generalforsamlingen er Egnssamlingens øverste myndighed. Den årlige generalforsamling afholdes inden udgang af maj måned.
Indkaldelse til ordinær generalforsamling sker ved bekendtgørelse på foreningens Hjemmeside, foreningens Facebook side og direkte til registrerede medlemmer mindst 14 dage før dens afholdelse, Der henvises til dagsorden i henhold til vedtægter.

Pag. 11: Ekstraordinær generalforsamling skal afholdes, når mindst 1/3 af medlemmerne forlanger det og samtidigt fremkommer med et dagsordenforslag. Indvarsling sker som angivet for den ordinære generalforsamling og med angivelse af dagsorden. Bestyrelsen kan indkalde til ekstraordinær generalforsamling.

Pag. 12: Dagsorden for den ordinære generalforsamling skal omfatte:
1. Valg af stemmetæller
2. Valg af dirigent
3. Formandens beretning
4. Fremlæggelse af revideret regnskab
5. Fastsættelse af kontingent for næste år
6. Indkomne forslag
7. Valg af bestyrelse (jfr. Pag. 5)
8. Valg af 2 revisorer
9. Valg af 3 suppleanter for bestyrelse/revisorer
10. Eventuelt

Forslag, der ønskes behandlet, skal være formanden i hænde mindst 8 dage før generalforsamlingen. Under eventuelt kan der dog ikke træffes bindende beslutninger.

Alle beslutninger træffes af generalforsamlingen ved simpel flertal, uanset de fremmødte. Alle valg til bestyrelse skal ske ved skriftlig afstemning. Andre afstemninger skal være skriftlige, såfremt bestyrelsen eller 5 stemmeberettigede medlemmer forlanger det.

Sekretæren fører protokol over generalforsamlingens forhandlinger. Protokollen underskrives af sekretæren og dirigenten.

Pag. 13: Vedtagelse af lovændringer kan ske på en ordinær eller en i den anledning indkaldt ekstraordinær generalforsamling. Der kræves ¾ af de fremmødte stemmer, før en lovændring kan vedtages.

Pag. 14: Beslutning om at ophæve Egnssamlingen kan ske på en til dette formål indkaldt generalforsamling, hvor mindst ¾ af medlemmerne er tilstede og med mindst ¾ af de fremmødte stemmer. Er den indkaldte generalforsamling ikke beslutningsdygtig, træder de i pag. 13 nævnte regler i kraft.

Pag. 15: Skulle Egnssamlingen af en eller anden grund ophøre, skal de genstande, som Egnssamlingen har i sin varetægt, anbringes efter nærmere aftale med kommunalbestyrelsen.

Eventuelle kontante midler m.v. fordeles til kommunens lokalhistoriske foreninger.

Stiftende generalforsamling er foretaget den 11. september 1991 og nærværende vedtægter er vedtaget på ekstraordinær generalforsamling den 30. oktober 1991.

S.Age Kristensen

Jørgen Nielsen L.Østergård Hansen Kurt Gregersen


Louis Klitgård Larsen Jens Jensen