Henrik Thorngaard
i Biersted/Nørhalne Lokalhistoriske Forening
Sensommerfest den 15. september 2014.

Biersted/Nørhalne Lokalhistoriske Forening har afholdt sensommerfest på Biersted Skole.
103 var mødt frem for at høre Henrik Thorngaards foredrag: Fra Biersted til de kongelige gemakker.
Henrik Thorngaard fortalte om sin barndom og opvækst i Biersted. Forældrene byggede et nyt hus ikke så langt fra Biersted station og hans mor Edith Thorngaard arbejdede hos sine svigerforældre i deres brødudsalg, der lå lige ved siden af Biersted Kro. Senere overtog Edith Thorngaard brødudsalget. Henrik Thorngaard mindedes, hvordan hans far pyntede vinduet op i brødudsalget til jul med et nisselandskab i vat. I den mørke december måned var det nødvendig med lys i vinduet for at se nisselandskabet. Også dengang tænkte man på energibesparelse og det var ikke nødvendig med lys i vinduet om natten. Henriks far udtænkte derfor sit helt eget tænd og sluk ur. Det var et vækkeur med en påmonteret snor, der førte hen til kontakten, og når uret ringede på et bestemt klokkeslæt, så rykkede den i snoren, hvorved kontakten blev aktiveret.
Dengang for 40 – 50 år siden var Biersted en landsby med mange butikker. Der var flere købmænd, en brugsforening, 2 slagtere, bageri, tankstation, autoværksteder og manufakturforretning.
Henrik Thorngaard mindedes også i sin barndom de gode stunder hos sin onkel Selmer Thorngaard, der havde en tankstation, hvorfra der blev solgt benzin, cykler, knallerter, radioer og fjernsyn med mere. Der var en speciel duft i forretningen med alt det, der hang på væggene af dæk, cykelslanger, olie o.s.v.
Dengang var der ikke selvbetjening ved benzinstanderen og ofte hjalp Henrik med påfyldning af benzin. Det var nemt at udregne prisen. 35 liter koster 35 kr. Lørdag eftermiddag leverede Selmer Thorngaard flaskegas ud til kunderne i området. Henrik var ofte med på turen, og her fik han sine første køretimer, når de kom ud på landet. Selmer slog Henrik på skulderen og sagde: ”Ska´ du køre knægt” og så satte Henrik sig over i mellem benene på Selmer, og så kunne han lige nå pedalerne.
De køretimer hos Selmer var medvirkende til, at det kun var nødvendig med en enkel køretime, inden Henrik fik sit kørekort som 18 årig.
Henrik huskede også sine juleaftner, som altid foregik hos Selmer Thorngaard. Selmer Thorngaard var en ivrig jæger, og julemenuen var altid vildt, som han selv havde skudt. Det var ikke altid, at alle hagl var blevet fjernet inden tilberedningen, så de hagl, man fandt under spisningen, blev lagt på rad og række på tallerkenkanten.
Nytårsaften blev fejret hjemme hos Henriks forældre sammen med onkel Selmer og tante Mary. Selmer Thorngaard solgte nytårsskyts fra tankstationen. Dengang var der ikke særlige lovkrav om opbevaring af fyrværkeri. Alt det der ikke var blevet solgt i forretningen inden lukketid nytårsaften havde Selmer med, og så kom der ellers gang i affyringen.
Overfor Henrik Thorngaards barndomshjem boede Valdemar Poulsen med hvem han fik mange gode fodboldsamtaler. Valdemar Poulsens hjem var som et fristed for Henrik – her fik han lov til alt det, som han ikke måtte derhjemme. Når han skulle slå Valdemar Poulsens græsplæne, spændte han Valdemars knallert foran plæneklipperen.
I en sommerferie var han ansat ved Biersted Planteskole hos John Ørsted. Henrik fortalte, at han var glad for arbejdet, man alligevel har han ikke haft jord under neglene siden da.
En stor del af fritiden blev brugt på fodbold, som han var dygtig til. Om vinteren deltog han på et hold, som spillede firmafodbold. Henrik mindedes de gode stunder, hvor holdet efter kampene for den lokale købmand Nelly og Jørgen Tranholm samledes i deres køkken og fik en enkelt øl.
Som 17 årig flyttede han i lejlighed i Aalborg, hvor han kom på gymnasium og senere på lærerseminarium. I flere sommerferier tjente han penge ved at arbejde for Nørresundby Dampvaskeri, hvor han kørte ud hentede og leverede vasketøjet.
Som uddannet lærer kom han på Aabybro Ungdomsskole, hvor Karlo Jensen var leder. Sideløbende med lærergerningen kom Henrik Thorngaard i gang med at arbejde for Danmarks Radio som musikproducer.
I 1988 blev han kontaktet af DR Midt & Vest, som ville i gang med et nyt musik tiltag. Henrik sagde ja til tilbudet, hvor han forventede, at her ville han være i 5 år. Det blev imidlertid til 20 år.
I 2008 blev han nemlig headhuntet til jobbet, som orkesterchef ved Prinsens Musikkorps i Skive. Prinsens Musikkorps er et professionel orkester på 16 mand, som servicerer kongehuset og derudover giver koncerter i mange sammenhænge.
Jobbet som orkesterchef fører ham tæt ind på livet i kongehuset og giver mange spændende oplevelser. Henrik omtalte bl.a. prins Joachims bryllup med prinsesse Marie på Schackenborg. Hele bryllupsfesten foregik i et stort telt og Prinsens Musikkorps spillede både under middagen, og senere spillede de op til dans for de kongelige og deres gæster.
Sidste sommer havde Prinsens Musikkorps den store glæde, at være med kongeparret i Frankrig på deres sommerophold. Der blev afholdt koncerter både på Château de Cayx og i de omkringliggende byer.
Henrik Thorngaards job som orkesterchef er at tilrettelægge koncerter, lave aftaler med diverse implicerede både arrangører og solister samt sørge for at alt bliver afviklet korrekt. Alt i kongehuset foregår efter en nøje planlagt tidsplan. Prinsens Musikkorps spiller ikke noget musik, uden at det har været inde over prins Henriks skrivebord.
Henrik Thorngaard fortalte, at Prins Henrik er en meget vidende personlighed. Ofte har Henrik Thorngaard tænkt, når han har ført samtaler med Prins Henrik, at det er overraskende at opleve den indsigt, som Prins Henrik har i alt muligt forskelligt.







